STIGEVOGN (DB 10)
DATA:
FABRIKAT Volvo
CHASSIS 005017-2610
MODEL L 430 (Trygge)
MOTOR 120 hk. (89kW) Volvo B36
CYLINDER V8. – Benzin
EGEN VÆGT 7550 kg
TOTAL VÆGT 8600 kg
LÆNGDE 7,6 Meter
PUMPE Aster III Årg. 1936
TANK –
STIGE Magirus DKL 26h
KM. 1/4-2002 52.807
KM. 1/1-2015 ??.???
Registreret første gang den 29.01.1963.
HISTORIE:
Tårnby / Dragør S1.
I flere år havde Dragsholm Brandværnsforening været på udkig efter en stigevogn, og et stort ønske var at overtage Dragørs stigevogn S1 – en Volvo L430 fra 1961 – når den engang skulle tages ud af drift. Foreningen havde ofte set stigevognen ved træf og udstillinger, og den ville passe perfekt ind i den eksisterende samling af historiske brandkøretøjer.
Den 1. januar 2002 fik Dragør en ny stigevogn, og Volvoen blev herefter taget ud af aktiv tjeneste. Dragsholm Brandværnsforening var hurtigt ude med et tilbud, og i marts 2002 kom den gode nyhed: foreningen kunne overtage stigevognen for 15.000 kr.
Allerede i 1999 var Volvoen blevet istandsat og nymalet, og den fremstår derfor i dag flot og præsentabel.
Stigevognen er bygget hos Frederiksberg Karosserifabrik og blev leveret til Tårnby Kommunes Brandvæsen i slutningen af 1962. Her gjorde den tjeneste i omkring 20 år, indtil den senere blev overtaget af Dragør Kommunes Brandvæsen.
Stigen er en Magirus DL fuldautomatisk drejestige med en maksimal udskudslængde på 25 meter. Ved en hældning på 70 grader kan stigen belastes med op til 325 kg. Den kan dreje 360 grader rundt på sin skammel og betjenes fra en styrepult placeret bagest på stigevognen. Betjeningen kræver et grundigt kendskab og uddannet personale.
I et brev dateret 2. februar 1963 skriver brandinspektør G. Haurum til Tårnby Kommune, at resultatet af belastningsprøverne må betegnes som tilfredsstillende.